
Digitalisering af kulturarven
Digitaliseringen af den danske kulturarv er i fuld gang over hele landet. Gamle dokumenter, sorthvide billeder fra fortiden, og i dette tilfælde film- og lydarkivalier fra de sidste godt 100 år. Digitaliseringen af kulturarven er dog en lang proces, hvor der kræves mange millioner timers arbejde før det hele er bevaret – ikke mindst fordi der hele tiden kommer mere ind til arkiverne.
Imidlertid er det et nødvendigt arbejde. De konventionelle arkivalier, hvad enten de er på papir, negativer eller filmruller vil før eller siden gå til. Der bliver gjort et stort stykke arbejde på arkivernes depoter, for at sikre optimale temperatur, luftfugtigheds- og opbevaringsforhold. Imidlertid er det en konstant kamp mod tiden.
For filmene gælder især at der for hvert år der går, tabes forgår flere og flere af ”informationerne”, hvad enten det er i kraft af filmruller der taber farven, eller simpelthen kemiske reaktioner der ødelægger rullen således den ikke længere kan afspilles.
I det øjeblik filmen er digitaliseret og registreret, bliver den placeret på en server, for derefter automatisk at blive kopieret til to andre servere, det både er netværksmæssigt og geografisk adskilt. På den måde sikrer vi at informationen ikke går tabt.
Digitalisering på Aalborg Stadsarkiv indbefatter film- og videomedier (f.eks. 8 mm, 16 mm, VHS, U-Matic, Betamax), samt lydmedier (f.eks. spolebånd, optisk lyd, kasettebånd, DAT-bånd). Vi finder en løsning på alle medier, således vi kan sikre dem for eftertiden.
Har du noget interessant liggende i kælderen som er optaget på et format du ikke længere har mulighed for at læse, så tager vi meget gerne imod det. Er det bevaringsmæssigt interessant kan du samtidig få mulighed for at tilgå det efterfølgende, vel vidende at det er sikret til fremtidige generationer.


